Regler for cash games
Der arrangeres ikke private spil.
Medmindre andet er nævnt, gælder PokerStars Lives turneringsregler.
Straffe og etikette for spillerne
Spillerne forventes til enhver tid at opretholde en vis anstændighed. Almindelig pokeretikette håndhæves. PokerStars Live-personalet kan ene og alene beslutte at straffe en spiller, der ikke opfører sig ordentligt, og straffen kan være alt fra en mundtlig advarsel til udelukkelse fra alle PokerStars Live-events og PokerStars Live-drevede cash games.
- Afsløring – spillerne har til enhver tid pligt til at beskytte de andre spillere. Uanset om det foregår i en hånd eller ej, må spillerne derfor ikke:
- afsløre igangværende eller foldede hænder
- rådgive eller kritisere, inden handlingen er afsluttet
- læse en hånd, der ikke er lagt på bordet
- diskutere hænder eller strategier med tilskuerne
- søge eller få råd fra en udefrakommende kilde.
- Reglen om én spiller pr. hånd er gældende.
- Vise og smide kort – spillere, der viser sine kort til en spiller, der allerede har foldet, og derefter selv folder, kan få en straf. Når dealerne ser det, er de instrueret i at holde de kort væk fra de smidte kort og vise dem til hele bordet, når hånden er slut. Spillere, der gør det gentagne gange, bliver straffet.
- Samarbejde – poker er et individuelt spil. Soft play, chip dumping osv. er ikke tilladt og kan medføre straf.
- Brud på etiketten – gentagne brud på etiketten giver straffe efter personalets vurdering. Eksempelvis kan det omfatte, men er ikke begrænset til unødvendig berøring af andre spilleres kort eller chips, forsinkelse af spillet, gentagne handlinger uden for tur, at kaste med chips, bevidst at placere indsatser uden for dealerens rækkevidde eller overdreven snak. Derudover kan overdreven, teatralsk fejring, upassende opførsel eller fysiske handlinger, gestikulation eller adfærd blive straffet. Overtrædelserne omfatter også fornærmende adfærd mod andre spilleres spillestil og/eller at kritisere spillere for, hvordan de har spillet eller spiller spillet.
- Vulgært sprog – fornærmende adfærd over for andre spillere, PokerStars Lives personale, stedets ansatte eller andet personale tolereres ikke. Vulgært, sjofelt eller stødende sprog over for en spiller eller en ansat kan give en straf. Gentagne eksempler på ikke-adresseret vulgært, sjofelt eller stødende sprog kan også give en straf.
- Alle deltagere skal opføre sig på en høflig og civiliseret måde under alle spil og i alle turnerings- og spilleområder. Enhver person, der oplever en upassende adfærd fra en anden person, skal straks kontakte personalet. Det omfatter, men er ikke begrænset til spillere, hvis personlige hygiejne eller helbred er blevet forstyrrende for de andre spillere ved deres bord. Beslutningen om, hvorvidt en persons personlige hygiejne eller helbred er forstyrrende for de andre spillere, skal tages af personalet, som efter deres skøn kan pålægge en straf, hvis en spiller nægter at afhjælpe situationen på en for PokerStars Live tilfredsstillende måde.
- Alle spillere, som forsætligt ødelægger, skamferer eller river kort i stykker, ryger øjeblikkeligt ud af spillet. Hvis spilleren mener at være blevet smidt ud med urette, skal sagen tages op med personalet med det samme.
- Telefon – spillerne må ikke tale i telefon, uanset om de er med i en hånd eller ej. De skal gå væk fra bordet for at tale i telefon.
- Telefoner, tablets og bærbare computere – spillerne må gerne bruge disse enheder ved bordet, men ikke midt i en hånd. Bærbare computere ved bordet må ikke være tilsluttet en ekstern strømenhed.
- Periscope, Twitch etc. – det er ikke tilladt at bruge apps eller andet udstyr, der kan transmittere turneringen direkte.
- PokerStars Lives ansatte og/eller værtspersonalet kan straffe enhver handling, som alene efter PokerStars Lives ansattes og/eller værtspersonalets skøn ikke stemmer overens med de officielle regler eller ikke er i spillets bedste interesse.
- Hvis en spiller bliver tilladt at vende tilbage til et spil efter en disciplinæraktion, er der ingen refundering af eventuelle forspildte gevinster eller blinds. De sædvanlige regler for glippede blinds i det spil gælder.
- PokerStars Live forbeholder sig retten til at nægte spillere adgang til spillene.
- PokerStars Live forbeholder sig retten til at nægte udskænkningen af alkohol.
- PokerStars Live er ikke ansvarlig for økonomiske uoverensstemmelser forårsaget af andres spillere eller på grund af fejl hos dealeren.
- Der er ingen overførsel af ansvar. I tilfælde af tyveri eller naturkatastrofe er PokerStars Live ikke ansvarlig for mistede jetoner, penge eller personlige ejendele.
- PokerStars Live er ikke ansvarlig for kundernes opførsel eller følger deraf.
Generelle husregler
- Alle spillere, som vil tilmelde sig et cash game, kan blive pålagt at oprette en PokerStars Live-konto. Der er yderligere oplysninger på stedet.
- Spillerne kan til enhver tid forlade spillet og satse, som de vil, inden for spillereglerne.
- En spiller, som har været væk fra bordet i over 30 minutter (eller hvor bordet er blevet lukket, mens vedkommende har været væk), får fjernet sine jetoner fra spillet, og de opbevares af gulvpersonalet, hvis der er venteliste til spillet. Jetonerne bliver talt af den gulvansvarlige plus en anden ansat, og de bliver noteret og sikkert opbevaret.
- Beslutningsproces:
- PokerStars Lives ledelse forbeholder sig retten til at træffe beslutninger i spillets bedste interesse og med retfærdighed for alle spillere på sinde, selv om en teknisk fortolkning af reglerne kan indikere en modsatrettet beslutning.
- Alle beslutninger truffet af gulvpersonale træffes med fair play for øje og er endelige.
- Hvis der opstår en uregelmæssighed i spillet, skal personalet have besked om det omgående. Alle indsigelser skal gøres, inden kortene blandes til næste hånd.
- Spillerne er selv ansvarlige for at beskytte deres kort til enhver tid. Det kan gøres ved at lægge en jeton, en kortbeskytter eller hænderne på kortene. Dealeren går ud fra, at ubeskyttede, efterladte eller smidte kort er blevet foldet. Det gælder også, hvis en hånd ligger med billedsiden op, og uanset om det er den pågældende spillers tur. Spillere, som ikke gør rimelige foranstaltninger for at beskytte deres hånd, har ikke krav på godtgørelse, hvis hånden fjernes af dealeren. Kontakt mellem en ubeskyttet hånd og en smidt hånd gør hånden ugyldig, hvis der er tvivl om, hvilke kort der udgør hånden. Dealerne kan om nødvendigt hjælpe med at læse hænderne, men det er stadig spillerens ansvar at beskytte kortene.
- Spillerne må kun tale engelsk, når en hånd er i gang. Hvis en aktiv spiller taler et andet sprog i løbet af hånden, kan vedkommendes lommekort blive vendt, så alle kan se dem. Hvis en inaktiv spiller taler på et andet sprog end engelsk, mens en hånd er i gang, kan gulvpersonalet påføre en straf.
- Spillerne bør ikke kaste deres jetoner ind i puljen eller gøre andet i spillet, som er beregnet til at skjule deres hensigt.
- Det er ikke tilladt at indgå aftaler, og det kan medføre straf.
- Det omfatter at lave "chops", at "få penge tilbage" eller på anden måde ændre på vundne penge eller de penge, der skal i puljen, i en individuel hånd.
- Hvis en situation opstår, hvor kun small og big blind er tilbage i hånden, må de gerne "chop blinds", altså tage deres blinds tilbage.
- Rabbit hunting – i tilfælde, hvor hænder slutter, før det sidste kort gives, bliver det næste kort ikke vist under nogen omstændigheder. Det at vise kort, som ville være blevet givet, kaldes "rabbit hunting" og er forbudt.
- Det er tilladt at spille på en fraværende spillers plads, hvis:
- Den person, der vil spille, er øverst på ventelisten.
- Den spiller, som er fraværende, har op til en time til at vende tilbage til spillet, ellers bliver vedkommendes jetoner samlet sammen, og pladsen går til den øverste spiller på ventelisten.
- Ingen må spille med en anden spillers jetoner.
- Spillerne må ikke give deres plads til andre uden gulvpersonalets accept.
- PokerStars Live bruger følgende regler for bordindsatser:
- Kun jetoner eller penge på bordet i starten af en hånd kan bruges i puljen undtagen som beskrevet i regel 31.c.
- Alle jetoner og kontanter skal forblive på bordet, indtil en spiller forlader spillet, medmindre det er for at betale for produkter og tjenester på casinoet. Spillerne må ikke give jetoner videre, bortset fra en ante i et spil stud eller et lykkejeton i alle andre spil (kun den mindst værdifulde jeton i spillet).
- Jetoner, som er i transit fra kassereren via en ansat, behandles som værende i spil, såfremt huset har givet sin accept, og de andre spillere er informeret. Hvis en spiller giver jetoner til en spiller, som venter på bestilte jetoner, kan der spilles for det videregivne beløb, mens der ventes på jetoner.
- En spiller, der køber jetoner, skal oplyse, hvor meget der købes. Hvis en spiller beder om en hånd og ser på den uden at specificere, hvor meget der spilles for, må vedkommende ikke spille mere end det beløb, der er minimum-buy-in i det spil.
- I tilfælde af en delt pulje med en overskydende jeton bliver store jetoner altid delt ned til spillets mindst værdifulde jeton. Hvis der stadig er en overskydende jeton, går den til:
- Hånden tættest på button med uret i Hold'em og Omaha.
- Hånden med det højeste kort i Stud, hvor en rangering af kulørerne bruges til at afgøre det, hvis det er uafgjort (spar, hjerter, ruder og klør).
- Den høje hånd i High/Low-spil.
- Når spillerne trækker kort (om button i nye spil, om ledige pladser osv.) og står lige, afgøres det ved hjælp af rangering af kulør: spar, hjerter, ruder og klør.
- En spiller, som udråbes fra ventelisten, skal vise sig inden for fem minutter. Hvis ikke får den næste spiller den ledige plads, og den spiller, der ikke dukkede op, ryger nederst på listen.
Spilleregler – buy-in
- En ny spiller skal lave et komplet buy-in til det specifikke spil, som regel 50 gange big blind.
- En eksisterende spiller må købe sig ind igen én gang for halvdelen af det fulde buy-in.
- Hvis limit stiger i et eksisterende spil, så buy-in stiger, fritages eksisterende spillere. De må spille med de jetoner, de har på bordet på det givne tidspunkt. Derefter gælder det øgede buy-in for alle spillere.
- En spiller, som er tvunget til at flytte fra et bord i et "must-move game" til et spil med samme limit, kan fortsat spille med samme penge, selvom det er mindre end minimum-buy-in. En spiller, som frivilligt skifter spil eller kommer fra et opløst spil, skal købe sig ind for mindst minimum-buy-in.
Spilleregler – blinds
- Nye spillere skal betale big blind, før de kan være med og få kort. De må betale fra alle positioner, vente på big blind, købe knappen eller straddle. Hvis blinds siger pas, får de en misset blindknap og skal vente på big blind, betale begge blinds eller købe knappen.
- Spillerne må "købe" knappen. En ny spiller eller en spiller med en misset blindknap må komme ind i spillet som small blind ved at betale begge blinds. Big blind er i spil. I den hånd er dealerknappen umiddelbart til højre for spilleren, og ingen andre betaler blinds. I den efterfølgende hånd får spillere, som købte knappen, dealerknappen, og blinds fortsætter som vanligt.
- Alle blinds er "live". Pengene er i spil, og spillerne, som betaler blinds, har mulighed for at raise før floppet (medmindre indsatsloftet allerede er nået).
- Spillerne må "straddle" i spil, hvor de er én position til venstre for big blind. Alle straddles er det dobbelte af big blind og er i spil. Kun ét straddle er tilladt pr. hånd.
- En spiller, som misser begge blinds, skal betale et beløb svarende til summen af blinds. Det overskydende beløb over big blind er dødt og bliver ikke en del af indsatsen. En skyldt small blind er død. Den eneste undtagelse er, hvis en spiller vælger at komme ind i spillet på et straddle. I den situation skal spilleren ikke betale small blind. Det er tilladt at købe knappen.
- At misse blinds i første runde af et nyt spil er præcis det samme som at misse blinds i et allerede eksisterende spil.
- "Run it twice", dvs. at give nye fælleskort i samme hånd efter de første, er tilladt på alle borde, hvis alle indblandede spillere er enige.
- Hvis kun spillerne indblandet i en sidepulje ønsker "run it twice", må de gøre det udelukkende med sidepuljen (hovedpuljen går altid til vinderen efter de første fælleskort).
Ændringer af pladser og borde
- I alle nye spil skal spillerne trække lod om dealerknappen.
- Når et nyt spil begynder, får spillerne på ventelisten plads først. Spillerne kan vælge pladser ved bordet efter først til mølle-princippet.
- Pladsændringer i løbet af et spil:
- En spiller, som flytter væk fra blinds (med uret), skal vente et antal hænder svarende til antal flyttede positioner eller betale en big blind, før vedkommende kan få kort igen.
- En spiller, som spiller en hånd på dealerknappen og så skifter plads, kan flytte og vente på, at blinds når forbi den nye plads én gang og komme tilbage i spillet efter knappen uden at betale blinds.
- Hvis en spiller med en misset blindknap skifter plads, skal spilleren betale begge blinds eller vente på big blind.
- Hvis to spillere er enige om at bytte plads, gælder 48.a, 48.b, og 48.c for begge spillere.
- Hvis en plads bliver ledig, og mere end én spiller ønsker den og ikke kan nå til enighed, går pladsen til den, der har været med i spillet længst. Hvis det ikke kan fastslås, går pladsen til den, der spurgte først. Hvis det ikke kan fastslås, trækker spillerne lod om pladsen.
- Når en plads bliver ledig i et spil med venteliste, spørger gulvpersonalet spillerne ved bordet, om nogen vil have pladsen, inden den gives til den nye spiller. Når der er jetoner på bordet, kan den nye spiller ikke blive tvunget til at flytte til en anden plads.
- En spiller, der flytter til et andet spil, skal have det fulde buy-in til det spil, medmindre vedkommende kommer fra et opløst spil og ikke kan få en plads til samme limit. Spillets limit skal svare til eller være lavere end i det opløste spil for at kunne træde ind med et mindre buy-in.
- Hvis en spiller er tvunget til at skifte bord af en hvilken som helst grund, er spilleren ikke pålagt at betale blinds og kan i stedet vælge at vente på, at knappen når forbi.
- Spillere, som forlader et spil og vender tilbage til samme spil inden for tre timer, skal vende tilbage med mindst samme værdi i jetoner, som da de forlod spillet, men ikke under minimum-buy-in.
- Hvis en spiller i et "short" spil (med færre end fem spillere) beder om at blive flyttet til et andet spil, vil gulvpersonalet for at være fair over for alle spillerne spørge, om alle spillerne ønsker at trække kort om, hvem der får de(n) ledige plads(er).
- I et spil med fem spillere eller færre må en spiller, som er ansvarlig for at opløse spillet ved at nægte at betale ante eller tage blinds, ikke trække lod om en plads i et andet spil.
- Third man walking – "third man walking" er en spiller, som rejser sig fra sin plads i et cash game, efter to andre spillere allerede er væk fra bordet. Denne spiller skal vende tilbage til sin plads inden én omgang, ellers går vedkommendes plads tabt, hvis der er en venteliste til spillet.
- Når et spil opløses, og der:
- ikke er nok ledige pladser i andre spil med samme limit til at imødekomme alle spillere, trækker spillerne kort om de(n) ledige plads(er). Gulvpersonalet trækker kort for fraværende spillere, som ikke har nogen missede blindknapper eller reservationsknapper.
- er ledige pladser nok i andre spil med samme limit til at imødekomme alle spillere, overføres alle missede blindknapper tilhørende lobbyspillere til det eksisterende spil.
- Alle bordændringer skal godkendes på forhånd af gulvpersonalet.
- Ændringer ved bordet eller i spillet skal foretages øjeblikkeligt. Det gælder også spillere, som ikke spiller alle de resterende hænder, indtil big blind kommer. Men spillere i blinds må gerne spille deres blinds og deres knap.
Pauser
Eftersom spillerne gerne må forlade et spil når som helst, er det i alle spilleres interesse at have specifikke retningslinjer for spillere, som holder pause. De er:
- Spillerne må forlade spillet i op til 30 minutter. Hvis en spiller er fraværende længere end det i et spil, der er fyldt op og har venteliste, bliver spillerens jetoner samlet ind øjeblikkeligt. I spil, som ikke er fyldt op, kan det resultere i, at den fraværende spillers jetoner samles ind, hvis en spiller ved bordet beder om den fraværende spillers plads, eller hvis spillet bliver fyldt op.
- Forlades spillet gentagne gange, kan det resultere i, at spillerens jetoner samles ind, inden den nævnte tidsgrænse er nået.
- PokerStars Lives cash games bruger reglen for "third man walking". Hvis to spillere allerede er væk fra bordet, har den tredje spiller, som forlader spillet, kun én omgang rundt om bordet til at vende tilbage, ellers risikerer spilleren, at vedkommendes jetoner bliver samlet ind, og at pladsen går til den næste tilgængelige spiller på ventelisten. Dealerne er instrueret i at give spilleren og gulvpersonalet besked, når en tredje spiller forlader bordet.